Sommerspil / Om Sommerspillet

Om Sommerspillet

Opstart og øvning

Vores foreningsår starter med vores generalforsamling, som ligger sidst i februar. Der giver bestyrelsen et referat af hvordan det foregående år er gået og præsenterer det nye sommerstykke. Der bliver indkaldt på de sociale medier.
Kort derefter – i starten af marts – starter vi med at øve. Der bliver udsendt en mødeplan, så hurtigt som muligt efter opstart, på mail. På mødeplanen er desuden indlagt arbejdsdage. Dem vender vi tilbage til senere.
Til at starte med øver vi korarrangementer og stykke i aulaen på Møn Friskole. Der vil være mulighed for at købe øl, vand og slik, men kaffe/te og eventuel kage skal man selv have med. Har man lyst til at have kage med til alle mand, bliver man dagen mand i skysovs.
St. Bededag er foreningen vært ved varme hveder med smør og syltetøj og vi får en ekstra lang pause i replikker og sange.
Omkring 1. maj, hvis vejret er til det, går vi på græs – altså rykker øvegangene ud på den udendørs scene. På det tidspunkt er scenefolkene godt i gang med at bygge, male og gå i vejen, men man vænner sig hurtigt til det og lærer at gå udenom og råbe lidt højere. Og her sætter vores instruktør pris på at vi har smidt rollehæfterne.
Når vi går på græs, åbner vi vores lille kiosk, hvor der kan købes øl og vand, kaffe, te og varm kakao, samt toasts, pommes frites og pølser, slik og is til fordelagtige priser. Der kan betales kontant og med MobilePay.
 
Scenefolkene

Scenefolkene står for opbygning af vores scene, samt sceneskift under forestillingerne. Instruktøren kommer med ideer til sceneopbygning og scenefolkene retter til, så de kommer til at passe til scenens størrelse og indretning. De starter med at bygge så snart vejret er til det og lægger mange kræfter og timer i arbejdet og resultatet er altid fantastisk. Det er også dem der står for indkøb og anskaffelse af materialer, maling, bygning af rekvisitter og lignende.
 
Arbejdsdagene

Til arbejdsdagene smøger vi ærmerne op og giver vores scenefolk en hånd med i klargøringen og opbygningen af scenen. Det kan dreje sig om at male, slå græs, klippe hæk og beskære træer, lægge gulve, sætte vægge op, rejse telte og så videre. Tag det gode humør og et par handsker med. Vi starter som regel tidligt og slutter når vi er færdige med dagens opgaver. Der er ikke mødepligt, men vi ser selvfølgelig gerne at så mange som muligt kommer. Det er en dag, hvor vi får noget fra hånden og hygger os.
 
Forestillingerne

Til forestillingerne mødes vi to timer før vi går på scenen. Den tid bruger vi på at sætte stole op og rengøre dem, åbne teltene, hjælpe med at gøre klar på scenen. Det er også den tid vi bruger på at få vores kostumer på, blive sminket og varme vores stemmer op. Vi får styr på det absolut sidste og hjælper hinanden med at få de sidste replikker eller sange på plads og finde den hat/bluse/spand/kurv og lignende, som er blevet væk.
Vi "tipper" på hvor mange tilskuere vi tror der kommer. Det koster 5 kr. pr. gæt og den der rammer rigtigt, løber med puljen. Gættes der ikke rigtigt, går puljen videre til næste forestilling og gættes der ikke rigtigt den sidste dag, går puljen til den, der er nærmest.
Inden vi går på, er der "knæk og bræk" skål, hvor instruktøren giver os en peptalk. Og SÅ går vi på. Under forestillingerne vil der være en kasse med blandet øl og vand, samt kaffe og slik bag scenen. Der vil blive lagt en bestillingsseddel op, hvor man kan bestille mad til pausen (pølser og toasts). Der er en kasse til betaling og der kan selvfølgelig også betales med MobilePay.
Til Skt. Hans er der teatercafe med mad fra en lokal restaurant og det er muligt for medlemmer også at købe mad. Der skal bare stadig være tid til at hjælpe med klargøring, blive sminket og få kostume på. Efter forestillingen går vi i procession med fakler fra scenen til bålet og tænder det. Der er båltale og fyrværkeri. Fyrværkeriet er en del af foreningens budget og vi har vores egen fyrmester, som står for affyringen.
Efter hver øvegang og forestilling sørger hvert medlem for deres egne kostumer og rekvisitter. For at holde dem rene, hele og for at man ved hvor de er. Vi har et aflåst lille klubhus og et skur, hvor de bliver opbevaret.
Damsholte Friluftscene | CVR: 31128374 | Portnervej 4, 4780 Stege - Danmark | Tlf.: 60684780 | damsholtescenen@gmail.com